Succes! Tak til alle for et brag af en konference: Psykedelisk Dannelse 2021

header4

D. 23.-24. oktober 2021 løb den første konference om psykedelika i Danmark af stablen. Konferencen var blevet døbt ‘Psykedelisk Dannelse 2021’ og blev besøgt af over 170 mennesker over de to dage.

I en artikel i Weekendavisen beskrives konferencen således: “Fortidens fejl møder en lovende fremtid til konferencen Psykedelisk Dannelse – den første faglige konference i Danmark om en forsvarlig håndtering af psykedeliske stoffer.” 
Konferencen er også blevet omtalt i Zetland

Det var to fulde dage spækket med spændende oplæg, dialoger, workshops og musik. Folk mødtes på tværs af fagligheder, alder og erfaring og konferencen skabte ramme for at udvide på perspektiver og netværk. Det kunne ikke have ladet sig gøre uden alle bidragsyderne, publikum og vores frivillige. En kæmpe tak for det! 

For os i arrangørgruppen er der enighed om at konferencens forløb var overordentligt vellykket og lærerigt! Vi har fået fine tilbagemeldinger om at konferencen var “Danmarkshistorie”, “bevidsthedsudvidende”, “et skridt ind i en ny æra” og blev afviklet med følelsen af “fællesskab og respekt”. Vi kan kun erklære os enige heri og tilføje at konferencen virkelig var en succes på de parametre vi havde defineret på forhånd, da vi både formåede at:

a) Holde en lav billetpris, og dermed gøre det muligt for alle at deltage, uden at ende med et stort underskud. 
b) Bringe mange aktører fra det psykedeliske fællesskab i Danmark sammen i fælles samtale. 
c) Kultivere en kritisk bevidsthed om potentiale og risici ved psykedeliske substanser.
d) Mangfoldiggøre rækkevidden af de perspektiver og aktører, der var inkluderet i dialogen. 

Med konferencen vel overstået, arbejder vi nu på, hvordan vi bedst faciliterer videre refleksion over konferencens indhold. Første skridt i denne forbindelse er en invitation til alle deltagere på konferencen til et opsamlingsmøde med arrangørgruppen. Flere af jer gav os konstruktiv feedback under konferencen og vi vil gerne tage både jeres og vores egne erfaringer med til næste konference i 2023. Derfor har vi planlagt et online opsamlingsmøde d. 10. november kl. 19:45-20:45. Du kan deltage i mødet via dette link

En del af jer har allerede givet feedback på vores spørgeskema og vi glæder os til at handle herpå. Har du endnu ikke nået det, kan det tilgås her. Vi er meget taknemmelige for enhver feedback. Det hele bidrager til at vi kan gøre det endnu bedre næste gang. 

Vi kan glæde med at alle oplæg og paneldialoger løbende vil blive gjort tilgængelige på video fra januar 2022. Meld dig til nyhedsbrevet nederst på siden for at holde dig opdateret, når der sker nyt på den front.

En sidste kæmpe tak til alle deltagerne, de frivillige, talerne og vores samarbejdspartnere for nogle fantastiske dage i Kulturhuset indre by!

Da en af Cepdas kernemålsætninger er at stille saglig information til rådighed for alle, har konferencen været baseret udelukkende på frivillig arbejdskraft og videoerne derfra vil yderligere blive gjort frit tilgængelige. Ønsker du at støtte vores mission, og at blive en del af et fællesskab,  der arbejder for en informeret og helhedsorienteret integration af psykedeliske substanser i samfundet, så kan du melde dig ind i Center for Psykedelisk Dannelse her.

Det er stadig muligt at læse om konferencen og programmet her.