En beretning om en egodødsoplevelse på psilocybinsvampe.
Skrevet d. 27. nov. 2021 af “Chymi”
Triprapport:
——————-
Dato: okt./nov. 2004.
Tid: ca. kl. 21-22.
Dosis: 6 g tørrede Spids nøgenhat.
Setting: Alene hjemme.
Set: Glad og nysgerrig, men yderst uforberedt og alt for ivrig.
——————-
Det var en sen vinteraften. Der var få timer til midnat.
To af mine venner bankede på døren. De havde dagene forinden plukket alt for mange Spids Nøgenhat, og ville forære mig 6 gram af dem.
Jeg var 19 år, og havde allerede en håndfuld heroiske doser bag mig på psilocybinsvampe, LSD og Salvia divinorum. Jeg var i en periode i mit liv, hvor jeg kæmpede med eksistentielle spørgsmål, der var større end mig selv. Jeg var muslim i tro og tradition, dog i oprør, og havde udviklet en modstand mod alt, som jeg blev påduttet uden en udtømmende forklaring. Jeg havde en forestilling om, at Det Store Trip ville give mig den nødvendige indsigt såvel som modet til at gøre op med min religion, som jeg i stigende grad udviklede en aversion til.
De 6 g svampe kunne ikke være kommet på et mere perfekt tidspunkt.
Jeg spiste hver eneste af dem. Der var flere svampe end jeg kunne have i min hånd. Jeg tog sko og jakke på, og gik ud i en nærliggende park for at kigge på stjernehimlen. Allerede på vej mod parken begyndte jeg at mærke den karakteristiske, kildende fornemmelse i maven. Mine knæ var bløde, kraniet summende. Raketten var ved at sætte af, og det gik virkelig stærkt. Men det var OK – for nu.
Jeg satte mig på en bænk under et træ. ”Min krop er godt nok tung”, kan jeg huske, at jeg tænkte. Jeg lagde mig på ryggen, opgivende, og kiggede op mod den krystalklare stjernehimmel. Det var som om jeg var i rummet. Jeg så stjernerne blive skudt ud af trækronen over mig. Det hele var så tæt på, at afstanden mellem himlen og jorden blev klaustrofobisk.
Jeg satte mig op igen. Jeg følte jeg havde mistet pusten. Jeg ville hjem. Dét markerede begyndelsen på min ubevidste flugt fra alting, eksternt såvel som internt. Men der var ingen steder at stikke af, og det skulle jeg indse igennem tvang.
Desorienteret og med gummiben, der ikke kunne bære mig, satte jeg kurs hjemad igennem mørket. Jeg var utrolig følsom overfor gadelyset, som penetrerede mine øjne og kernen af min eksistens. Det kunne ikke gå hurtigt nok med at komme væk.
Det var under 20 minutter siden, jeg havde spist svampene, og jeg kunne knap nok kende mit eget hus. Endsige forstå konceptet af min husnøgle, der skulle stikkes ind i en dør.
Jeg smed jakken og skoene, tændte for musikken og lagde mig på sofaen i stuen. Jeg betragtede et maleri af et marked i det gamle Konstantinopel, som svampene gjorde levende og fuld af bevægelse. Det var fascinerende at se, men overvældende meningsløst. Som om jeg spildte min tid på smagsløse distraheringer. Essensen i det at være menneske.
Ud på toilettet i en fart! Jeg stak hovedet ned i lokummet, men intet kom op. Jeg rejste mig op og kiggede ud ad toiletvinduet. Mit blik blev fanget af et stort og mægtigt træ, som hypnotiserede mig i en trancetilstand af auditiv og visuel telepati.
”Eeeiiuuu”, lød det. Intense, organiske, højfrekvens lyde, som gennemtrængte min sjæl med al deres urkraft.
Træet talte fandme til mig! Og det var trist. Ængsteligt. Bekymret. Havde træet knæ, var det gået ned på dem for at bede om min hjælp. Men jeg var for inkompetent til at forstå.
”Ja, du er et meget flot træ”, kommunikerede jeg til træet. ”Eeeiooouuu”, svarede det. Som nok bedst kunne oversættes til: ”Du fatter jo ingenting, mand! Hjælp mig!”.
Træet blev to dage senere fældet af boligforeningen, fordi naboerne var trætte af udsigten. Det var dét, det hele tilsyneladende handlede om. Det var som om, at træet havde opfanget samtaler og planer om mord, og fortalte mig om dem. Det vidste, at det skulle dø. I året der fulgte var træet, eller nærmere resterne af det, en symbolsk bekræftelse på den objektive rigtighed af min traumatiserende egodød, og min arrogante og ignorante forudindtagethed om verden og fænomenerne omkring mig. Det er en historie til en anden gang.
Tilbage til Eeeioo. Jeg blev overvældet af kvalme. Jeg stoppede hovedet ned i lokummet igen, og brækkede en tyk stråle af ufordøjede svampe op. Det var vel en time siden indtagelse. Jeg var dybt desorienteret, og jeg havde det rigtig varmt. Jeg tog tøjet af og kiggede på mig selv i spejlet. Jeg så mig selv som en urgammel træstamme, der strakte sig bagover i en uendelighed. Og så blev jeg en hulemand, der for første gang havde set sit spejlbillede. Jeg var nået ind til min evolutionære kerne. Jeg indså, at mennesker var dyr. Jeg indså, at jeg var et dyr.
Jeg bemærkede, at konturen og formen af min krop var forsvundet. Udvisket. Tværet ud. Linjerne, eller barrieren, som definerede mig som en entitet, og som separerede kroppen fra luften, var der ikke længere. Og indmaden var fri til at diffundere ud i luften, torturerende langsomt for mig at beskue.
Jeg kunne se i spejlet, at jeg var ved at forsvinde! Ved hver bevægelse slyngede jeg materie ud af min krop og til den omgivende luft, som jeg på skræmmende vis var ved at blive opløst i.
Panikken og rædslen kan ikke beskrives med ord. Et dyr var ved at dø!
Jeg væltede ud af toilettet og ind i stuen. Jeg fik øje på en bog, som lå på bordet. Jeg kendte bogen ind og ud, men kunne ikke læse titlen på den. Jeg åbnede den, men symbolerne var volapyk. Mit spejlbillede talte sandt! Det kunne ikke passe!
Jeg skyndte mig ind på soveværelset og kiggede ud ad vinduet. Panikslagen. Ængstelig. Jeg var virkelig bange. Hvornår på dagen var det? Var himlen dag eller nat? Hvad er dag og nat? Hvad er en himmel? Hvad var mørket i toppen? Ekstremt abstrakte koncepter, der lå langt over min fatteevne. Var jeg ved at blive sindssyg?
Forskræmt og utryg lagde jeg mig i min seng og betragtede et digitalur med talsymboler, der gav ligeså lidt mening som bogstavsymbolerne i bogen. Ud af højtalerne insisterede The Doors: ”This is the end, my only friend, the end.”
Jeg vidste, at det var enden. Musikken, spejlet, bogen, uret, himlen. Og giftige svampe! Din ven har forgiftet dig! Og nu skal du dø! Du har fejlet som menneske, og nu er din tid slut. Hvor er det storartet.
Jeg var ikke længere kun overfølsom overfor lys, men også lyde og berøring. Luften føltes tung og masende omkring min nøgne krop. Jeg var overvældet af stimuli. Der var ingen vej ud eller væk.
I desperation og med ubeskriveligt besvær slukkede jeg musikken og lyset i lejligheden og gik i seng. Selv stilheden var uudholdeligt larmende.
Jeg lagde mig i sengen, og så satte jeg mig op. Som om verden ville gå under. Alle mine handlinger var absurde, meningsløse og afkoblede fra mig, som var jeg en observatør blot. Fanget i en automatiseret krop. En krop der bare gjorde, hvad der var forventet af den. Min mund var ubehageligt tør. Med anstrengelse greb jeg min vandflaske og åbnede den. Nærmest intuitivt, selvom jeg ikke vidste, hvad det betød at åbne en flaske. Instinktivt vidste jeg, at jeg skulle drikke væsken i den for at stoppe tørken i min mund. Det føltes som om, jeg havde forgiftet mig selv med giftige svampe, og nu med giftigt vand. Jeg stillede flasken på bordet, og betragtede den langsomt smelte igennem bordpladen. Hvad er det der sker med mig? Er det her døden?
Jeg lagde mig i fosterstilling og krammede dynen med armene og benene, i desperation efter at holde fast i de sørgelige rester af den fysiske verden. Jeg lukkede øjnene, selvom jeg ikke turde – men det beskedne lys fra gaden var så invaliderende. Jeg ville bare gerne sove og blive normal. Jeg ville gerne væk fra sindssygen!
Øjeblikkeligt blev scenen bag mine øjenlåg forvandlet til visioner af mig selv der løb nøgen op og ned ad gaden, til alles skue. Så overbevisende visioner, at jeg troede, at de var virkeligheden.
BREAKING NEWS! Indvandrer overdoserer på svampe og dør i en pøl af sindssyge. BT, EB, JP, Billedbladet. Der var overskrifter over alt, og billeder af mit døde ansigt på forsiden af samtlige aviser. De skrev allesammen om det. Alle snakkede om det. Det var en katastrofe. Jeg så min mor ked af det. Knust og i sorg. Skamfuld over at have en narkosøn, der ikke kunne finde ud af at tro på Allah. Nu skulle han i helvede. Jeg så mine søskende og mine venner. Deres skuffede ansigtsudtryk. De rystede på hovedet i kor, både af tabet og af at jeg kunne finde på at overdosere på narko. ”Tsk tsk tsk…”
Jeg ville gerne stoppe det, men jeg kunne ikke stoppe det. This is the end, my only friend, the end.
I en tilstand af overdreven panikangst blev jeg hyperfokuseret på min vejrtrækning. Jeg var ved at blive kvalt, og kravlede bagud i desperation, som om jeg kunne undvige en frontal kvælning. Jeg kunne aldrig fylde lungerne helt ud med luft. Jeg hev efter vejret. Jeg kiggede min død i øjnene. Det var så ubehageligt og realistisk. Jeg var rædselsslagen, desperat og i panik.
Jeg var færdig. ”Khalas”, som vi siger på arabisk.
Jeg døde. Jeg løsrev mig fra min krop. Jeg glemte mit navn. Tid og rum forsvandt.
Min krop lå nu livløs på gaden. Jeg havde forladt den, og var ved at stige op. Væk fra medierne, væk fra familien og alle mine venner. Længere og længere væk fra gaden, jeg lå på, til jeg kunne se hele Aarhus, hele Danmark, hele kontinenter og Jorden som en rund planet. Jeg bevægede mig væk fra Jorden, ud af solsystemet, ud af galaksen. Jeg blev med lysets hast ført langt ind i mørket og intetheden i en hjælpeløs tilstand af fortvivlelse og eksistentiel angst. Jorden var nu en forsvindende lille prik i den mørke horisont. Jeg vidste, at jeg aldrig kunne finde tilbage igen. Jeg kunne ikke acceptere det, men intensiteten var så overvældende og dominerende og hensynsløs. Jeg overgav mig under utilgivende tvang. Jeg var så udmattet og overmandet. Jeg var intet.
Fra bunden af intetheden kunne jeg kigge ”op” på mig selv. Der lå en levende krop. Den var min, og så alligevel ikke. Den var mig fra et tidligere liv. En krop, jeg havde forkastet og forladt. Der sad en mand ovenpå mig. Jeg mærkede hans hænder på min hals. Fornemmelsen. Øjenkontakten. Jeg så transitionen ud af min [daværende] krop under kvælningen, og hvordan jeg undslap kvælningen ved at undslippe min egen krop. Jeg havde netop genoplevet en tidligere død. Og så døde jeg igen. Og igen. Og igen. I en uendelig vortex af Salvia divinorum-visioner, der spiraliserede mod dommedag og hensynsløs tilintetgørelse.
Jeg så mange visioner. Primært fra min barndom. Jeg så og mærkede glemte barndomstraumer, som var fortrængt for at beskytte mig, men som var ”roden til alt ondt” i mit voksenliv. Det var en (re)traumatiserende gennemgang af traumer. Ligeså hurtigt som jeg fik indsigt i traumet, ligeså hurtigt blev indsigten lukket ned til evig forglemmelse. Følelsen fra og reaktionen på genoplevelsen har dog aldrig forladt mig.
Det var for meget for mig. Min psyke ville beskytte mig. Min hjerne lukkede ned. Jeg blev bevidstløs.
Ro…
Jeg vågnede på et tidspunkt op igen. Jeg var genopstået i identitetsløshed udenfor tid og rum. Jeg befandt mig i en svævende, rødlig/orange/gullig tilstand af evig væren. Jeg var i Solen. Jeg var kommet Hjem. Endelig fri fra bekymring, lidelse, skam, sorg, savn og separation. Jeg var alt og alle. Familie, venner og træet. I en evigt uafgrænset, selvnærende, Selv-tilfreds tilstand af energi der flyder igennem sig selv i en konstant flux af ro og visdom. Det var her Tai Chi/Qigong bevægelser kom fra. Det var det, som Yin og Yang symboliserede. En symbiotisk tilstand mellem Altet og Intet, spændt i et evigt felt af potentiale til at blive alt tænkeligt og alt muligt. Jeg var og indeholdte alt. Det var her, alting kom fra, og alting skulle hen. Det var Buddhatilstanden. Nirvana. Brahman. Allah. Jeg var Allah! Og Buddha og Muslim. Det var det samme. Det var Satori. Den ultimative oplysning. Min ægte, autentiske, længe savnede kerne af evig væren og tilfredshed.
Det var State of Samadhi.
Jeg kunne ikke holde mig vågen i optakten til oplysningen, og tilstanden var derfor ufortjent. Den var intet andet end en kortvarig påmindelse om det formløse. Jeg blev roligt og kærligt vist ud af Samadhi igennem bevidstløshed. Jeg blev degraderet til en separeret entitet.
Jeg vågnede med et sæt i mellem kl. 2-3 om natten, hivende efter vejret. Jeg var levende! Jeg skyndte mig ud på toilettet og kiggede mig selv i spejlet. Mine pupiller var gigantiske. Jeg rørte febrilsk ved min krop. Mine kanter var tilbage! Min krop var intakt! ”Gud hvor er jeg taknemmelig.” Hvem end Han så var. Nu kunne jeg endelig sove. Og jeg sov som et nyfødt barn.