18. maj 1936 – 14. marts 2019

Psykolog og forfatter

Ralph Metzner blev født i Tyskland til en tysk far og britisk mor. Han graduerede i psykologi fra Oxford og fik hans doktorgrad i klinisk psykologi fra Harvard Universitet i 1962 som 26-årig.

Metzner var en del af den berygtede “Harvard-trio” der, udover ham, bestod af Timothy Leary og Richard Albert (senere Ram Dass). Som ph.d. studerende var han bl.a. initiativtager til “the Concord Prison Experiment” hvor han og Timothy Leary undersøgte hvorvidt psilocybin kunne forbedre recidivisme blandt hærdede fængselsindsatte. Et spændende og ambitiøst projekt, der må have krævet nogle seriøse salgsevner at få igennem over for universitetets og fængslets ledelse.

I 1963 blev Metzner redaktør på ‘Psychedelic Review’ som var det førende tidsskrift for akademisk viden om stoffer og bevidsthed. Fra 1963-1967 var han også direktør for ‘International Foundation for Internal Freedom’ og ‘the Castalia Foundation’, hvor ham, Leary og de andre i deres slæng forsøgte at udvikle programmerede miljøer og metoder til at understøtte psykedeliske sessioner med ambitionen om hjerneforandring/programmering.

Metzner og Leary skrev bl.a. artiklen ‘On Programming Psychedelic Experiences’ som blev udgivet i Psychedelic Review. Metzner, Leary og Richard Alpert skrev også The Psychedelic Experience som var en manual til den psykedeliske rejse, baseret på den tibetanske dødebog. Det blev en af de første klassikere på det psykedeliske felt og den er meget interessant læsning i sin egen ret. Metzner skrev senere selv en guide til at navigere og strukturere psykedeliske sessioner med titlen Allies for Awakening: Guidelines for productive and safe experiences with entheogens.

I det psykedeliske miljø blev Metzner en af de førende stemmer på esoteriske traditioner, hvilket han har udgivet et væld af bøger om. Bogen Ecology of Consciousness som er en samling af Metzners værker, indeholder også en række flotte anbefalinger fra anerkendte personligheder i det psykedeliske felt. Foruden hans egne bøger, har Metzner skrevet et utal af forord til andres bøger om psykedelika, også i nyere tid. Det er nok et meget godt vidnesbyrd om Metzners store betydning i den psykedeliske sfære. Og hvis det ikke var nok, var Metzner også akademisk dekan på the California Institute of Integral Studies (CIIS), som er et kendt universitet med stort fokus på psykedelika.

Desto mere bemærkelsesværdigt er det, at Metzner er en (men langtfra den eneste) af de psykedeliske pionerer som har været meget åben omkring sine tanker om emner, som normalt opfattes som konspirationsteorier. Især har han skrevet meget om rumvæsner og om (den påståede) sammenhæng mellem UFO-observationer og atom(prøve)sprængninger. Metzner skriver bl.a.:

“Som regeringshemmeligheder og misinformation bliver afsløret vil der (før eller senere) komme en tid, hvor der er verdensomspændende offentlig anerkendelse af tilstedeværelsen af videnskabeligt og teknologisk højtudviklede civilisationer, der besøger Jorden fra andre verdener. Anerkendelse af deres videnskabelige og teknologiske overlegenhed følger logisk af anerkendelsen af deres tilstedeværelse – af den kendsgerning, at de er her. Selv om denne anerkendelse allerede har fundet sted for mange individer, vil den, når den sker offentligt og åbent, uden tvivl være den mest betydningsfulde bevidsthedsudvidende begivenhed i civilisationens historie.” 

Mens hans bøger indeholder ubeskrivelige mængder af interessant information og teorier, er det anbefalelsesværdigt at forsøge at læse dem med en sund portion skepsis.

Økologisk bæredygtighed lå også Metzner meget på sinde, og han etablerede bl.a. Green Earth Foundation med henblik på at harmonisere forholdet mellem mennesket og Jorden.