Shamanisme er et begreb, der bruges om forskellige former for religiøs praksis, der involverer kommunikation med ånder og ånderejser gennem alternative bevidsthedstilstande med varierende formål såsom at helbrede eller påføre skade, skabe lykkebringende jagt, indvirke på naturen og andre levende væsener, beskytte, opdyrke og styrke fællesskabet, og/eller hjælpe folk med at passere gennem liv og død.

Nogle forskere begrænser deres brug af betegnelsen til én særlig form for religiøs overbevisning og praksis blandt Tungusisk talende jægersamler samfund, i det østlige Sibirien, hvor man brugte ordet šamán til at henvise til de særevnede personer, der mestrede alternative bevidsthedstilstande og herigennem kunne skabe kontakt med åndeverdenen. Begrebet forbindes desuden ofte med religionshistorikeren, Mircea Eliade, og hans definition af shamanisme som ”arkaiske ekstase-teknikker”, der alle har udviklet sig med rødder i den sibiriske shamanisme og herefter spredt sig videre i Asien, Nord og Syd Amerika. Andre forskere bruger begrebet til at henvise til et mangefold af religiøse praksisser og/eller systemer, der deler universelle karakteristika såsom troen på og inddragelse af ånder i helbredelse, konflikt, og samfundsopbyggelse, samt tilstedeværelsen af en udvalgt facilitator (en shaman), der er i kontakt med ånderne og kan mediere disses indgriben til resten af samfundet. Samlet set, kan shamanisme derfor både betegne ét samlet trossamfund og enkelte, særegne teknikker der benyttes til at genere og navigere i alternative bevidsthedstilstande.

Der er stor kulturel forskel på hvilke teknikker shamaner bruger til at inducere disse alternative bevidsthedstilstande og etablere kontakt til åndeverdenen. Faste, trance-dans, musik, søvndeprivation, meditation og indtagelsen af psykedeliske substanser er nogle af de mest anvendte metoder. Sidstnævnte står særligt centralt i central og sydamerikansk shamanisme.

I New Age fællesskaber anses shamanisme ofte som en vej til selvudvikling og spirituel opvågning. Snarere end at beslægte sig med shamanisme i sin traditionelle forstand, er dette er en form for neoshamanisme, det vil sige en ny shamanisme, hvor shamanistiske elementer og praksisser fra forskellige oprindelige folk sammensættes uafhængigt og fortolkes kreativt efter personligt behov – dette ikke altid med respekt eller blik for deres oprindelige kontekst og betydning.

Ressourcer

Mircea Eliade: Archaic Techniques of Ecstasy, Princeton University Press, Princeton, 2004