Psykedelisk terapi, undertiden benævnt psykedelika-assisteret psykoterapi, er en eksperimentel behandlingsform udviklet i 1950-60’erne i USA, særligt i regi af LSD behandlinger mod alkoholafhængighed. Den psykedeliske terapi startede i 1950’erne efter den schweiziske kemiker Albert Hoffmann i 1943 opfandt LSD og i 1958 isolerede stoffet psilocybin. Begge stoffer blev dengang solgt som psykiatrisk medicin af det schweiziske medicinalfirma Sandoz. Tusindvis af patienter fik i perioden 1950-70 psykiatrisk behandling med LSD, og der blev publiceret over 2000 artikler i faglige tidsskrifter om disse behandlinger.

Men efter den amerikanske regering i 1973 startede sin War on drugs, blev behandlingerne og den omfattende forskning stoppet brat i næsten alle lande. Pausen varede i næsten 30 år, hvor psykedelisk terapi forsvandt ud af den psykiatriske og psykologiske faglitteratur og næsten de facto blev glemt. Mange mener, at en anden stor årsag til psykedelikas forsvinden fra klinisk praksis var, at psykedelisk terapi er en relativt krævende behandlingsform i forhold til anden psykiatrisk medicin.

Fra cirka 2000 startede forskningen dog igen og antallet af årligt publicerede videnskabelige artikler (og kliniske forsøg) er siden da vokset nærmest eksponentielt. Man undersøger nu muligheden for at behandle svær depression, PTSD, angst, OCD, spiseforstyrrelser, afhængigheder og psykoser med psykedelisk terapi. Til behandlingerne forsøger man sig bl.a. med brug af psilocybin, MDMA, ketamin, LSD og DMT. I behandlingen anvendes der et psykedelikum i høj dosis med det formål at frembringe en højdepunktsoplevelse (også benævnt Peak experience).

Behandlingen gives under empatisk vågning af en eller to fagpersoner med indgående kendskab til stoffets virkning og transpersonlig psykologi, og bør desuden flankeres af før- og eftersamtaler med henblik på grundig forberedelse og integration af oplevelsen. Sindsstemning og omgivelser spiller en rolle for risici og virkning, hvorfor behandlingen bør foregå under iagttagelse af dette, og der er mere eller mindre konsensus om at musik bør indgå i behandlingen blandt andet som støtte og strukturering af oplevelsen. Det er et udbredt mantra i psykedelisk terapi at indtage et åbent og ikke-dømmende mindset ofte formuleret i vendingen trust, let go, and be open.

Langt de fleste nutidige forskere arbejder ud fra den antagelse, at behandlingsresultaterne opnås ved at man kombinerer den psykedeliske medicin med en specialiseret form for psykoterapi. Processen indledes med, at patienten / klienten bliver grundigt psykisk forberedt til den psykedeliske oplevelse og får præciseret sin målsætning for terapien. Lige så vigtigt er, at de psykologiske indsigter opnået under den psykedeliske session efterfølgende bliver bearbejdet for at kunne rodfæstes i klientens daglige tilværelse (denne proces betegnes “integration”). 

De lovende resultater med psykedelisk psykoterapi har tiltrukket investeringer af et flercifret milliardbeløb til udvikling af fremtidige former for psykedelisk medicin og terapi. Mange betragter psykedelisk medicin som en af de største innovationer inden for psykiatrien i de sidste 50 år.

Ressourcer